Du skal også lære at blive en god medleder af jeres fælles liv.
Når to mennesker bliver kærester, sker der noget vi ofte glemmer at tale om.
De forelsker sig.
De flytter måske sammen.
Får børn.
Køber hus.
Planlægger ferier.
Laver madplaner.
Diskuterer økonomi.
Fordeler praktiske opgaver.
Pludselig deler de næsten hele deres liv.
Alligevel er der én ting, de færreste stopper op og taler om.
De er ikke længere bare to mennesker.
De er nemlig nu blevet fælles ledere af et samliv.
Ingen ville starte en virksomhed på den måde.
Forestil dig, at to mennesker beslutter sig for at starte en virksomhed sammen.
De skriver ingen vision.
De taler aldrig om værdier.
De aftaler ikke, hvordan beslutninger skal træffes.
De bliver aldrig enige om, hvem der har ansvar for hvad.
De laver ingen plan for, hvordan de håndterer uenigheder.
De håber bare, at det går.
De fleste af os ville tænke:
“Det lyder som en dårlig idé.”
Alligevel er det præcis sådan mange går ind i et parforhold.
Vi taler om brylluppet.
-Ikke om ledelsen.
Vi taler om kærligheden.
-Ikke om samarbejdet.
Vi taler om børnene.
-Ikke om hvordan vi ønsker at være forældre sammen.
Vi tror ofte, at kærlighed automatisk skaber et godt samarbejde.
Det gør den ikke.
Kærlighed er grunden til, at vi vælger hinanden.
Samarbejde er det, der hjælper os med at blive ved med at vælge hinanden.
Børn ser ikke kun, hvad I siger.
De ser, hvordan I leder.
Noget af det, jeg ofte tænker på, er, at børn sjældent lærer mest af det, vi fortæller dem.
De lærer af det, vi gør.
Hvis ledelsen i en virksomhed konstant modarbejder hinanden, bliver organisationen/medarbejderne utryg.
Der opstår usikkerhed.
Misforståelser.
Splittelse.
Præcis det samme kan ske i en familie.
Børn har ikke brug for perfekte forældre, men de har brug for at mærke, at de voksne arbejder i samme retning, at de grundlæggende er på samme hold.
Det betyder ikke, at I altid skal være enige.
Det betyder, at I tager uenighederne alvorligt, fordi relationen er vigtig.
Den største konkurrent er ikke et andet menneske.
Mange tror, at den største trussel mod et parforhold fx. er: utroskab, økonomi, svigerfamilien.
Jeg oplever ofte noget andet.
Den største konkurrent er ofte hverdagen.
Jeg mener ikke at hverdagen i sig selv er farlig, men fordi den kommer snigende.
I begyndelsen prioriterer vi relationen.
Vi er nysgerrige.
Vi spørger.
Vi lytter.
Vi planlægger tid sammen.
Langsomt overtager kalenderen styringen – praktikken begynder at fylde mere end forbindelsen.
Vi bliver dygtige til at få familien til at fungere.
Men glemmer indimellem at passe på det fællesskab, familien er bygget ovenpå.
Når én begynder at lede alene.
Her møder jeg et mønster, som jeg ser igen og igen.
Det handler ikke om egoisme, men mere om at livet bare går så stærkt.
Den ene begynder at træffe beslutninger uden rigtigt at inddrage den anden.
Det kan handle om økonomi.
Om børnene.
Om weekender.
Om ferie.
Om familien.
Jeg oplever ikke at det er fordi intentionen er dårlig.
Men fordi man ubevidst er gledet tilbage til det, jeg kalder et 1-personssystem.
“Jeg har styr på det.”
“Det er nemmere, hvis jeg bare gør det.”
“Det skal nok gå.”
Problemet er ikke som sådan selve beslutningen.
Problemet er, at relationen langsomt mister sin plads ved bordet.
Når det sker ofte nok, begynder den anden partner meget nemt at føle sig mindre vigtig.
Ikke nødvendigvis fordi det var intentionen fra den anden.
Men mere fordi fællesskabet ikke længere bliver taget med på råd.
Et stærkt parforhold handler ikke om at være ens.
Noget af det smukkeste ved et godt lederteam er, at de to ledere ofte er forskellige.
Den ene ser muligheder.
Den anden ser risici.
Den ene tænker hurtigt.
Den anden tænker grundigt.
Forskellene er ikke problemet.
De er en styrke.
-Så længe begge oplever, at deres perspektiv har værdi.
Det samme gælder i et parforhold.
Målet er ikke at blive ens.
Målet er at blive dygtige til at bruge forskellighederne til gavn for fællesskabet.
Hvem passer på jeres fælles liv?
Det spørgsmål stiller jeg nogle gange.
Aldrig for at skabe dårlig samvittighed.
Men fordi det er let at glemme.
De fleste par passer godt på deres arbejde.
Deres bil.
Deres hus.
Deres økonomi.
Men relationen kommer let til at leve af de minutter, der er tilbage sidst på dagen.
Måske er det derfor, mange par føler sig som gode kolleger.
Dygtige logistikchefer.
…..Men ikke længere som kærester.
Måske er den vigtigste beslutning ikke, hvem du vælger.
Måske er den vigtigste beslutning, hvordan I vælger at lede det liv, I bygger sammen.
For et godt parforhold opstår ikke af sig selv, ligesom en sund virksomhed ikke gør.
Begge dele kræver:
-Retning.
-Omsorg.
-Samarbejde.
-Mod til at tage de svære samtaler.
Og viljen til igen og igen at spørge:
“Hvordan passer vi bedst på det, vi er ved at bygge sammen?”
For når ledelsen fungerer, mærker hele organisationen det.
Og i en familie er organisationen de mennesker, I elsker allermest.
